maj 14, 2024

Udvidelsen af Aalborgs internationale skole går ind i afgørende fase

Aalborgs erhvervsliv har et akut behov for at kunne tiltrække og fastholde international arbejdskraft. Derfor er det nødvendigt hurtigt at udvide antallet af skolepladser på Nordjyllands eneste internationale skole på Skipper Clement Skolen, som på baggrund af efterspørgslen vil fordoble antallet af elever. Udvidelsen koster omkring 50 mio. kr., hvoraf cirka 20 mio. kr. skal finansieres via støtte fra erhvervslivet og fonde, og den første fondsbevilling på 1 mio. kr. fra Sparekassen Danmark er nu på plads.

Antallet af elever på Skipper Clement Skolens internationale skole skal øges fra 220 til 440 elever. Det er målet for Skipper Clement Skolen, som nu offentliggør planerne for en fordobling af pladser til børn fra internationale familier. Årsagen til den markante udvidelse er erhvervslivets store behov for at kunne tiltrække international arbejdskraft. Skolen iværksætter derfor en kampagne, der opfordrer erhvervslivet til at bakke op om planerne.

– Erhvervslivet i Aalborg har sendt et meget klart signal om, at der i de kommende år er et stort behov for flere pladser på vores internationale skole. Når virksomhederne skal tiltrække og fastholde internationale medarbejdere, har det stor betydning, at de internationale familier kan vælge et skoletilbud, der opfylder deres behov for et skoletilbud i verdensklasse, og det kan vi tilbyde på Skipper Clement Skolen. Men vi kan ikke finansiere hele udvidelsen selv. Det er vigtigt, at erhvervslivet bakker op – også økonomisk, siger skoleleder Peter Würtz fra Skipper Clement Skolen. Udvidelsen koster omkring 50 millioner kroner, og Skipper Clement Skolen kan finansiere mere end halvdelen af projektet. Der er altså brug for donationer på cirka 20 millioner kroner fra særligt erhvervslivet og fonde, og den første donation fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland er nu i hus. Fonden har besluttet at bidrage med en million kroner til udvidelsen.

Udvidelsen koster omkring 50 millioner kroner, og Skipper Clement Skolen kan finansiere mere end halvdelen af projektet. Der er altså brug for donationer på cirka 20 millioner kroner fra særligt erhvervslivet og fonde, og den første donation fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland er nu i hus. Fonden har besluttet at bidrage med en million kroner til udvidelsen.

– Den internationale skole på Skipper Clement Skolen er utrolig vigtig for erhvervslivet, Aalborg og hele regionen, så derfor er jeg glad for og stolt af, at Sparekassen Danmark Fonden Himmerland vil støtte op om en udvidelse af skolen. Når højt kvalificerede udlændinge skal beslutte, om de vil tage imod et attraktivt job i Aalborg, har det stor betydning, siger Monica Aaen, der er direktør i Sparekassen Danmarks erhvervsafdeling i Aalborg.

Allerede fra det kommende skoleår vil Skipper Clement Skolen udvide med en ekstra international klasse på 0. klassetrin. På sigt skal der være to spor på samtlige årgange fra 0. til 10. klasse, og det tager naturligvis tid at fordoble kapaciteten. Selv om den internationale skole først får 440 elever om nogle år, skal finansieringen være nogenlunde på plads allerede i september 2024, hvor den endelige beslutning om at udvide skolen skal træffes.

Erhvervslivet efterspørger flere pladser

Aalborg har en lang række virksomheder, der har behov for udenlandsk arbejdskraft. Det kan f.eks. være ingeniører, der er uddannet på Aalborg Universitet, og som gerne vil blive i Danmark, eller det kan være udenlandske specialister, som nordjyske virksomheder vil tiltrække for at skabe yderligere vækst. Generelt efterspørger virksomheder inden for flere sektorer mere udenlandsk arbejdskraft, og det viser, at Aalborg er blevet langt mere attraktiv for udenlandske borgere end for bare fem eller 10 år siden.

– Jeg er ikke i tvivl om, at der er et grundlag for en større, international skole i Aalborg, eftersom vi oplever en markant efterspørgsel og allerede nu må sætte elever på venteliste. Vi har en god dialog med det lokale erhvervsliv, og jeg er derfor meget fortrøstningsfuld i forhold til at få finansieringen på plads i de kommende måneder. Vi driver en skole efter den såkaldte Cambridge-model, og det betyder, at elever fra andre internationale skoler har forholdsvis let ved at følge undervisningen, uanset om de begynder hos os i fx 3. eller 6. klasse. Omvendt er det også lettere for vores elever at indtræde i undervisningen på en anden international skole, hvis deres forældre vælger at forlade Aalborg for et job i et andet land, siger Peter Würtz.

For at få plads til de mange nye, internationale elever vil Skipper Clement Skolen opføre to nye bygninger i umiddelbar tilknytning til de eksisterende bygninger på Gammel Kærvej i Aalborg. Projektet omfatter bl.a. mindst 11 nye klasseværelser, ekstra faciliteter til lærere samt en ny multihal.


For yderligere oplysninger

Skoleleder
Peter Würtz, Skipper Clement Skolen, mobil: 41 32 00 50 eller mail: [email protected]

Presseservice
Jacob Mark Jensen, mobil: 40 32 93 17 / mail: [email protected]
Anders Green, mobil: 22 40 35 33 / mail: [email protected]